Amnesty går ind i udvisningssag
Opfordrer politikerne til at kigge på reglerne
37-årige Kenneth Iversens vietnamesiske kone og hendes 10-årige datter står til at blive udvist af Danmark på tirsdag den 14. maj. Nu går Amnesty ind i udvisningssagen, som de finder urimelig.
Amnesty mener nemlig ikke, at familien har gjort noget galt, og mener desuden, at reglerne på området er forældede.
- Det her er en glimrende anledning for politikerne til at kigge på reglerne. Det bør være muligt at dispensere for reglerne, siger Claus Juul, der er juridisk konsulent hos Amnesty til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Vietnameserne står til udvisning, fordi Kenneth Iversen, der bor i Viby, inden for de seneste tre år har modtaget offentlig forsørgelse efter en arbejdsskade. I dag har han fast arbejde som ingeniør.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.