Amini sender sejr til Aarhus med klassekasse mod OB

Mustafa Amini sikrede fredag aften AGF's femte sejr i træk, da han blev matchvinder med et klassemål mod OB.

Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Mustafa Amini scorede et kongemål, da AGF fredag aften tog alle tre point på udebane mod OB i 3F Superligaen.

Kampen endte med en 2-1-sejr til gæsterne, der nu har vundet fem kampe på stribe.

Læs også Webdok: Løgn, bedrag og raseri: Sådan tabte teenageren Marcus 122.000 kroner

AGF kom foran ved Mustapha Bundu, lige før stadionuret rundede den halve time, mens Moses Opondo udlignede for hjemmeholdet efter 67 minutter. I det 80. minut sikrede Amini sejren med en scoring helt oppe i målhjørnet.

Mustafa Amini jubler med cheftræner David Nielsen efter sejrsmålet til 1-2. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Spillet var jævnbyrdigt i første halvleg, mens OB trods nederlaget dominerede i anden halvleg.

Efter den stærke sejr overhaler AGF Brøndby i tabellen og indtager nu tredjepladsen med 17 point. OB forbliver på femtepladsen med 14 point efter første opgør i runde 10.

Wingback Oliver Lund var uhyre tæt på at bringe værterne i front efter 16 minutter, men hans forsøg gik snert forbi den fjerne stolpe.

Efter 28 minutter kom gæsterne i front, da kantspilleren Mustapha Bundu modtog en aflevering i dybden, driblede forbi OB-keeper Oliver Christensen og ekspederede bolden ind over stregen.

OB's Marco Lund har sammen med bolden taget turen i netmaskerne efter scoringen til 0-1. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Først i det 67. minut fik OB udlignet, da midtbanespilleren Moses Opondo bagest i feltet kom først på et langt indlæg og sendte bolden i kassen.

Med ti minutter igen bragte Mustafa Amini AGF tilbage på sejrskurs, da han uden for feltet på fornemneste vis, krøllede bolden op i målhjørnet.

I næste runde venter en svær udekamp for OB, der skal møde FC Midtjylland. AGF får hjemme besøg af FC Nordsjælland.

VIDEO: Kom med en tur til den tyske storklub Borussia Dortmund, hvor Mike Tullberg og Magnus Kaastrup nu har deres daglige gang.

AGF’erne i Borussia Dortmund | På besøg hos Tullberg og Kaastrup | Skipperligaen