Amerikansk hitmager gæster Northside 2019

Northside offentliggør otte nye navne til næste års festival

Amerikanske Khalid optræder torsdag den 6. juni 2019 på Northside. Foto: Valerie Macon - Ritzau Scanpix

Northside 2019 får besøg af en af tidens største musikere. 

Amerikanske Khalid står bag megahits som 'Love Lies' og 'Eastside' med Benny Blanco og Halsey, der har over 392 millioner afspilninger på Spotify. Han gæster festivalen torsdag den 6. juni 2019.

Talsmanden for Northside er særligt stolt over, at de har kapret netop R&B-stjernen Khalid.

benny blanco%2C Halsey %26 Khalid – Eastside (official video)

- Khalid er jo et af de vildeste navne lige nu. Han er måske den femte mest streamede på Spotify, og vi glæder os meget til at præsentere ham, siger John Fogde og tilføjer, at han håber, at han kan tiltrække et ungt publikum.

Det samme håber han, at svenske Tove Lo kan. Hun står bag hits som 'Cool Girl' og 'Habits (Stay High)'.

Også tilbud de ældre og trofaste

Ifølge talsmanden er det vigtigt for dem også at have bands, der kan tiltrække de mere traditionelle Northside-gængere.

Det har Radiohead og Frank Ocean tidligere kunne, og det håber de, at de ny-offentliggjorte Alice in Chains og engelske Foals kan, sammen med festivalens måske største navn, Bon Iver.

Læs også Northside afslører de første navne: Bon Iver på plakaten

Der er dog også danske navne på plakaten, der skal tiltrække det mere brede publikum.

L.O.C. og Suspekt optræder henholdsvis fredag og lørdag på festivalen.

Danskerne er mere festlige

De seneste år har store danske hitmagere som Lukas Graham, Thomas Helmig og Nick & Jay optrådt på festivalen, og ifølge talsmanden er netop de danske kunstnere de bedste til at sætte gang i en fest.

- De kan samle folk på en måde som et internationalt navn ikke kan, siger John Fogde.

Nick og Jay optrådte til Northside-festival 2018. Foto: Helle Arensbak - Ritzau Scanpix

Udover de ovennævnte bands optræder Jada fredag og nordjyske Jonah Blacksmith lørdag.

Efter dagens offentliggørelser er det foreløbige program til NorthSide 2019 som følger: Alice in Chains, Bon Iver, Cautious Clay, Foals, Jada, Jonah Blacksmith, Khalid, L.O.C., Lydmor, Major Lazer, The Minds of 99, The Streets, Suspekt og Tove Lo.

Northside 2019 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 6.-8. juni 2019.