Amerikansk besøg i Silkeborg
Også i USA kommer der i de kommende år flere ældre, og det giver udfordringer. I Silkeborg har de løsninger, som onsdag blev vist frem
I Silkeborg Kommune er politikerne fortalere for teknologiske løsninger på ældreområdet. Nogle af dem blev onsdag fremlagt for en amerikansk delegation, der var i byen for at få inspiration.
- Vi er glade og stolte over, at det vi har gjort, har skabt genlyd helt over i USA. Det er samarbejdet mellem os som kommune og private virksomheder, der har givet innovative løsninger, lyder det fra Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V).
Det er i forbindelse med 120 nye plejehjemspladser i et stort kompleks, at kommunen for alvor har forsøgt sig med nye teknologiske fremgangsmåder.
Aldrig fjerne varme hænder
- Der er en forsøgsbolig, hvor vi arbejder teknologiske løsninger ind, forklarer Steen Vindum.
Mange af forsøgene har vist sig som en succes, og den eneste kritik, projektet har fået med på vejen, er frygten for at maskinerne overtager for meget af arbejdet fra de varme hænder.
- Vi er nødt til at kigge på alternative løsninger, men det bliver aldrig sådan, at man fjerner de varme hænder. I stedet gør vi tingene på en smartere måde, så det frigiver tid til personalet - det er vejen frem, mener Steen Vindum.
Du kan høre hele interviewet med borgmesteren og se klip fra besøget øverst på siden.