Amerikanere vil have Rajko
Amerikansk klub vil have papir på SIF-angriberen Rajko Lekic
En del kunne tyde på, at Rajko Lekic er på vej væk fra superligaklubben Silkeborg IF.
Den 29-årige angriber er netop hjemvendt fra prøvetræning i klubben New England Revolution i Boston i USA.
Ifølge netavisen mja.dk er amerikanerne interesserede i at skrive kontrakt med Rajko Lekic.
Spørgsmålet er så bare, om det bliver i løbet af den næste uge, eller om det først sker til sommer, hvor hans kontrakt med Silkeborg IF udløber.
I hvert fald er interessen stor hos New England Revolution.
- Vi vil forsøge at gøre noget, og forhåbentlig få en aftale med ham. Vi er optimistiske. Han er en god spiller, det er bundlinjen. Hans målscorings-rekord er flot. Han er kun 29 år, han scorer mål, holder fast i bolden - ja, alt hvad du gerne vil have som træner, siger træner i New England Revolution Steve Nicol.