Amerikaner ude resten af efteråret
AGF's 23-årige midtbanespiller, Benny Feilhaber, er skadet og kommer næppe til at spille mere i år.
26. sep 2008, kl. 08:18
Mere end 30 dage gammel
SAS Liga-klubben AGF ser ud til at måtte undvære den amerikanske midtbanespiller Benny Feilhaber resten af efteråret.
- Benny blev mandag opereret i sit ene knæ. Hans menisk blev syet fast, og ved samme lejlighed fandt man overraskende en bruskskade, som man nu undersøger nærmere for at fastlægge den bedste behandling. Det betyder også, at vi ikke forventer at se ham på banen mere i efteråret, siger AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, til klubbens hjemmeside.
Benny Feilhaber fik debut i den hvide AGF-trøje, da århusianerne 31. august tabte til FC Nordsjælland på hjemmebane.