Sound on/off

The American Dream – på Djursland

Nu er der igen liv på Sostrup Slot. De nedslidte sale og gamle bygninger er klar til at rumme kunst, kultur, god mad og fordybelse. De vilde grever, krigsflygtningene og nonnerne er afløst af Kirsten Bundgaard Swift fra USA, der har realiseret en drøm.

Det var en tidlig forårsmorgen i Californien. Kirsten Bundgaard Swift var lige vågnet, og pludselig slog det hende der i sengen: Hun skulle tilbage til Danmark og købe det gamle slot, som hun og hendes bror havde besøgt lige efter nytår.

Mens den californiske sol varmede hende, så hun for sig den store røde bygning med voldgraven og det store kloster og kirken, som lå lidt derfra. Hun tænkte ikke så meget på prisen, for hun var på det tidspunkt lige blevet skilt efter 30 års ægteskab med en rig amerikaner og var godt sikret resten af sit liv. Hun så i stedet mulighederne for at gøre Sostrup Slot til et helt fantastisk sted. 

 

01:10

Da Kirsten Swift for første gang så Sostrup Slot, forelskede hun sig hovedkuls i stedet.

Luk video

 

Sostrup Slot tog sig ellers ikke særligt godt ud den mørke vinterdag, hvor Kirsten Swift første gang så slottet. Nonnerne havde nærmest i hast forladt stedet efter en skandale, hvor abbedissen var blevet mistænkt for uoverlagt drab på en gammel, dement nonne. Søstrene havde brugt det meste af deres tid på at bede syv gange i døgnet og havde i de senere år kun haft minimal kontakt med verden udenfor.

Det gamle slot fra 1600-tallet virkede koldt og forfaldent, rummene var fyldt med umage møbler, og uden hensyn til de fine stuk i lofterne var der sat skillevægge op i de store sale og boret rør til toiletter og håndvaske igennem vægge og gulve. Men sådan så Kirsten Swift det slet ikke, hun så for sig, hvordan her kunne komme skønhed, liv, latter, musik og begavede samtaler i de højloftede rum.

 

01:57 Luk video

Kirsten Swift overtalte sin bror til at købe en fjerdedel af slottet, selv købte hun resten. Broderen er landmand i Nordjylland og god til regnskaber. Med i købet fik de udover slottet også avlsbygninger, en lade, en kampstenslænge fra 1300-tallet, en længe med 17 ferielejligheder, en kirke og et kloster med 25 værelser. Det hele trængte til at blive ryddet op, ryddet ud og renoveret. Ja, det trængte til mere end bare én kærlig hånd. 

I dag står de fine sale smukkere end nogensinde. Skillevæggene er revet ned, de flotte gulve er kommet frem, og her er blevet tapetseret og møbleret.

04:24

I dag er de fine stuer blevet sat i stand og møbleret.

Luk video

 

Sound on/off

Sostrup Slot

Den vildeste greve og to stærke kvinder

Der var engang en greve på Sostrup, som var så rig, at han rejste rundt i hele Europa og købte møbler, tæpper, tapeter, porcelæn og mekaniske apparater. Men han levede slet ikke lykkeligt til sine dages ende.

Da Kirsten Bundgaard Swift begyndte at læse om alt det, som er sket igennem de sidste 400 år på Sostrup, blev hun især fascineret af Jørgen Scheel. Hun elsker historierne om den farverige og ødsle greve med det store udsyn og den udsøgte smag.

Greve Jørgen Scheel var en mand med de allerstørste  armbevægelser og et kæmpe shoppegen. Han ejede foruden Sostrup også Gammel Estrup Slot, herregården Ulstrup og en stor bolig i København og levede sammen med sin hustru et luksuriøst liv. Han elskede at rejse, og han elskede at købe ting til sine mange hjem. I hans tid blev Sostrup til et rigtigt slot med mahognimøbler, silketapeter, barometre, ure, bøger, glas og porcelæn. 

 

01:47

Historiker Signe Steen Boeskov og Kirsten Swift fortæller om den vilde greve, Jørgen Scheel.

Luk video

Men det endte i den helt store skandale, for han formøblede hele familieformuen, og selvom familie og venner i mange år prøvede at hjælpe ham, fortsatte han med at rejse og at købe, og i 1815 blev han midtpunktet i Danmarkshistoriens daværende største fallit. Kreditorerne tømte slottet for al det fine indbo, og Jørgen Scheel selv blev skilt og måtte flytte ind hos sin søster. 

Sophie Billes svære liv

Kirsten Swift kan godt lide at tænke på, at hun ikke er den første kvinde, der har betydet store omvæltninger for Sostrup. I 1599 stod stedets ejer, Sofie Bille, midt i sit livs udfordring. Hendes mand døde meget pludseligt samme dag, som deres datter blev gift. Parret var lige gået i gang med at bygge det store slot, vi kender i dag. Sofie Bille besluttede at fortsætte byggeriet, og kunne beundre det færdige resultat i 1606. Desværre døde hun få måneder efter. 

Da Maud blev slotsfrue

Maud var bare 19 år, da hun blev hvirvlet ind i Sostrup Slots historie. Hun blev gift med den sidste arving til godset og fortalte i 1993, hvor hun var 85 år, om deres første møde. Hun var frisør i Grenaa og blev en dag bedt om at  komme op på slottet og frisere damerne inden et aftenselskab.

 

02:02 Luk video

Maud og Ib Mylius von Benzon var et noget umage par. Hun var trods sin ungdom mere moden end sin mand, der yndede at køre på motorcykel inde på slottets lange gange. De blev skilt efter seks års ægteskab, og Maud Bork blev senere gift med en bogforlægger og blev kendt som brevkasseredaktør på Midtjyllands Avis, hvor man kunne spørge hende om alt indenfor husførelse og mad. En viden som blev grundlagt i de unge år på Sostrup Slot.

 

00:08 Luk video

For at gøre Maud Bork til en rigtig slotsfrue, blev hun sendt til Paris for at lære dannelse og gode manerer. Hun boede hos en dansk familie, der også lærte hende at tale et pænere og mere korrekt dansk.

Mauds mand, Ib Mylius von Benzon, blev den sidste adelige ejer af Sostrup. Pengene var brugt, og slottet blev overtaget af staten i 1945. Efter Anden Verdenskrig husede de fine stuer østeuropæiske flygtninge, som havde været i tysk fangenskab, derefter blev slottet til kostskole, inden det i 1961 blev købt af cistercienserordenen og indrettet til kloster for nonner. 

 

Vigtige årstal for Sostrup Slot:

1388 - Stedet nævnes med sit gamle navn, Svorttrop, for første gang på et skøde. Det er ejet af familien Udsen.
1599 til 1606 – Sophie Bille bygger det trefløjede slot, vi kender i dag.
1612 til 1823 – Slottet ejes i 211 år af familien Scheel
1823 – Efter greve Jørgen Scheels vilde overforbrug sælges slottet på tvangsauktion til staten
1840 til 1943 – Slottet kaldes stamhuset Benzon efter slægten Benzon, der ejer slottet i mere end 100 år
1945 – Staten overtager igen Sostrup Slot og bruger det til østeuropæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig og senere til kostskole
1961 – Nonner fra Cistercienserorden overtager slottet
1992 – Maria Hjerte Kirke og kloster indvies
2013 - Den sidste nonne forlader stedet og slot, kirke og kloster sættes til salg
2014 - Kirsten Bundgaard Swift køber Sostrup Slot og begynder en omfattende renovering af alle bygninger og parken.
2016 – Kirsten Swift markerer med en fest, at Sostrup Slot nu er åbent for alle. Man kan spise i restauranten, holde fester, konferencer, møder, koncerter og også bare bo her i kortere tid og nyde stilheden og omgivelserne. 
2017 - 4100 overværer den meget roste koncert på slotspladsen med amerikanske Patti Smith & band. Annisette & trio varmer op.

 

 

 

 

Sound on/off

Sostrup Slot

Nonnernes tid

"Vorherre vil sende os de unge nonner, som vi har brug for.

Moder Theresa Brenninkmeijer

Moder Theresa var først beundret for sit charmerende væsen og for al den fremgang, hun stod for på Sostrup Slot. Men så kom historierne, om hendes krav til nonnerne om absolut lydighed og underkastelse, og det gik helt galt, da hun også blev beskyldt for at stå bag en ældre, dement nonnes død.

"Hun skal være glad, hun skal være naturlig, og hun skal elske Vorherre", sådan beskrev Moder Theresa, hvordan en nonne på Sostrup skulle være. I de første mange år var nonnerne måske også glade, de levede i al fald i god harmoni med lokalbefolkningen, de indrettede slottet til pensionat, havde ferielejligheder i den ene længe og restaurant i de fine stuer. Men efterhånden som Theresa Brenninkmeijer fik mere magt, begyndte nonnerne langsomt at lukke sig om sig selv, og i 2013 var skandalen så stor, at den sidste nonne lukkede og slukkede både klostret og nonnernes tid i Danmark.

Det begyndte ellers så godt. Moder Theresa kom fra en rig, hollandsk familie, der ejer tøjkæden C&A, og med penge derfra byggede nonnerne i 1992 et helt nyt kloster ved siden af det gamle slot. Moder Theresa fortalte på fejlfrit dansk om livet i Maria Hjerte Kloster. Her bad nonnerne fem gange i døgnet, og de fulgte cistercienserordenens påbud om stilhed og levede i kyskhed, lydighed, fattigdom og hårdt arbejde.

 

03:17

Moder Theresa styrede i mange år med hård hånd nonnerne på Sostrup Slot. Klostertiden fik efter en gammel nonnes død en brat ende.

Luk video

 

Moder Theresa Brenninkmeijer blev beskyldt for sekterisk ledelse, magtmisbrug, vold og ovenikøbet uagtsomt manddrab på en ældre, dement nonne.

Den døde nonne

Ingen er blevet dømt, men rygtet har svirret i årevis: En dement nonne blev låst ude i klosterhaven og døde af kulde. Den tidligere nonne, Helena Hägglund, skrev om dødsfaldet i bogen ”Nonne tur/retur”, andre nonner skrev til den katolske kirke i Danmark og fortalte om magtmisbrug og manipulation. Først efter flere år lavede Vatikanet en undersøgelse, som endte med at Moder Theresa blev afsat som abbedisse, nonnerne blev bedt om at rejse, klostret blev lukket og sat til salg sammen med slottet. Den officielle begrundelse fra Vatikanet var teologiske uoverensstemmelser. Østjyllands Politi gik ind i sagen, men opgav at rejse sigtelse. Moder Theresa forlod Danmark og er ikke set her siden.

 

00:33

På alle døre på slottet havde nonnerne skrevet nogle mystiske tal. Kirsten Swift har forklaringen. 

Luk video

 

01:00

Det tidligere kloster og kirken bliver nu brugt til fester og store arrangementer.

Luk video

Cistercienserordenen

Cistercienserordenen blev grundlagt i 1098 i Citeaux i Frankrig. I 1144 kom ordenen til Danmark, men den forsvandt som følge af Reformationen. I 1920 kom de første cisterciensersøstre tilbage til Danmark. De kom fra Tjekkiet. I Maria Hjerte Kloster på Sostrup boede 23 søstre fra cirka 15 forskellige nationer, der alle lærte sig dansk, når de flyttede ind i klostret. De så det som deres hovedopgave at bede for verden, og det skete syv gange i døgnet.
Sound on/off

Sostrup Slot

Den nye ejer og hendes planer

Jeg glæder mig til at se liv og mennesker på Sostrup Slot

Kirsten Bundgaard Swift

Kirsten Bundgaard Swift kunne have valgt et sorgløst solskinsliv i Californien, i stedet købte hun et nedslidt slot, som hun nu kæmper for at fylde med liv, latter, begavede samtaler og fordybelse.

"Jeg var blevet 60 år, nu kunne jeg ikke gå og tænke for længe over tingene", fortæller Kirsten Swift, når hun skal forklare, hvorfor hun købte et ensomt beliggende slot 18 km nord for Grenaa.

Det var, mens hun arbejdede som journalist hos Politiken, at hun mødte den velhavende amerikaner, John Swift, som hun var gift med i 30 år. De flyttede til en ranch i Californien, fik tre døtre og stiftede Swift Foundation, der giver penge til miljøbeskyttelse, naturgenopretning og beskyttelse af oprindelige folk. Efter sin skilsmisse drømte Kirsten om at skabe et sted i smukke omgivelser, hvor man kunne fordybe sig, meditere og få berørt alle sanser, og det fandt hun den januardag i 2014, da en nonne og en ejendomsmægler viste hende rundt på Sostrup Slot.

Siden har alle kræfter været sat ind på at bygge Sostrup Slot om fra et træt nedslidt sted til en perle, der tiltrækker mennesker fra nær og fjern.

00:32

Kirsten Swift har en baggrund først som journalist og derefter som velgører i Californien.

Luk video

Sidste store milepæl for Kirsten Swift og slottet var udendørskoncerten med Patti Smith And Her Band den 18. august 2017. Det blev et brag af en aften, hvor Annisette varmede op og Patti Smith derefter gav en meget rost koncert. Knap 5000 overværede i den lune sensommeraften koncerten på slotpladsen med det gamle slot som baggrund.

For Kirsten Swift var koncerten samtidig begyndelsen til en ny æra for Sostrup Slot: "Det klæder slottet så godt, og det er så meget på tide, at vi får ny energi herude, at vi skriver ny historie. At vi kan fortælle, at det var på den her gårdsplads, Patti Smith og Annisette var. To stærke, fandenivoldske, frygtløse  kvinder! At vi får den her nye energi ind på stedet, som jeg har eftersøgt. Jeg har respekt for den gamle historie, men jeg er også klar til at give vores historie. 2017 historien!"

00:58

Med Patti Smith-koncerten skrev Kirsten Bundgaard Swift og Sostrup Slot helt ny historie.

Luk video

Af Søs Kjeldsen 

August 2017