Ambulancefolk og brandvæsenet rykkede ud: Femårig sad fast i svingdør
En femårig pige fik sig et chok, da hun her til eftermiddag sad fast i en svingdør i Randers Storcenter. Hun slap dog med skrækken
En femårig pige legede her til eftermiddag i en svingdør i Randers Storcenter. Omkring kl. 15:45 stoppede legen dog brat.
- Pigen leger i døren og får den til at stoppe og starte, men på et tidspunkt kommer hendes ene ben i klemme, og hun sidder fast. For en sikkerheds skyld sender vi både brandvæsenet og en ambulance, siger Vagtchef ved Østjyllands Politi Jens Henrik Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Den femårige pige og hendes forældre tog da også med ambulancen på skadestuen til et check, men familien slap med skrækken.
- Hun bliver selvfølgelig bange og forskrækket i situationen, siger Jens Henrik Jensen.
Ville ikke ske for voksne
Ifølge vagtchefen får politiet meget sjældent henvendelser om folk, der kommer i klemme i svingdørene. Dørene har nemlig en automatisk stopfunktion, som normalt slår til og forhindrer, at man sidder fast.
- Som voksen kan man oftest selv komme fri, eller også stopper døren automatisk. I det her tilfælde har modstanden ikke været stor nok til, at stopfunktionen er trådt i kraft, siger Jens Henrik Jensen.
Selvom det sjældent sker, at folk sidder fast i svingdøre, kigger arbejdstilsynet alligevel nærmere på døren i morgen.
- Arbejdstilsynet har til opgave at kigge på døren i morgen, og indtil da er den spærret af, siger Jens Henrik Jensen.