Alvorligt uheld: Biler i frontalt sammenstød
To personbiler har ramt hinanden frontalt. Udover fire tilskadekomne, der er ved at modtage hjælp, er der fortsat en fastklemt.
OPDATERERING: En familiefar er efter ulykken ved Råsted indlagt på sygehuset i kritisk tilstand. Læs mere her.
___
To biler ramte lørdag eftermiddag hinanden frontalt i et sammenstød. Politi, reddere og ambulancefolk er talstærkt til stede.
- Kørebanen er spærret, trafikken står stille. 4 tilskadekomne – 1 fortsat fastklemt. Vi arbejder på stedet sammen med redningsberedskabet, skriver Østjyllands Politi på Twitter.
Uheldet er sket på Hobrovej ved Råsted nord for Randers, og som politiet skriver på Twitter, giver det trafikale problemer. Østjyllands Politi er fortsat ved at danne sig et overblik over uheldet.
- Jeg kan høre, at det er omfattende deroppe, og der kommer en lægehelikopter og samler nogen op, siger Lars Bisgaard, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet modtog anmeldelsen om uheldet klokken 15.55.