Alvorlig kritik af biogasanlæg

En rapport kritiserer standarden på Århus Kommunes biogasanlæg i Spørring.

Gennemtærede rør, fejl i el-anlæggene og beton, der smuldrer. Sådan har standarden på Århus Kommunes biogasanlæg i Spørring været i længere tid. Det konkluderer en uvildig rapport fra firmaet Hedeselskabet, der retter en benhård kritik mod anlægget.

Rapporten blev bestilt af kommunen efter det voldsomme gylleudslip i april sidste år, og den påpeger, at de mange fejl i lang tid har gjort anlægget til en meget dårlig forretning for kommunen.

Rådmand Peter Thyssen, foreslår nu at kommunen skiller sig af med anlægget ved udlicitering eller privatisering: - Det er jo ting, der har gjort det dyrere at drive det her anlæg og gør, at vi ikke får det ud af det, som vi skal have ud af det, siger han til Østjyllands Radio. Han vil ikke sige, om sagen skal have konsekvenser for anlæggets ledelse. Ifølge rapporten vil det koste investeringer på mellem 9 og 16 millioner kroner for at få anlægget til at give overskud.)