Alternativet vil have rådmandspost efter positiv måling
Alternativet får ifølge en ny meningsmåling to mandater i byrådet i Aarhus, men partiet drømmer allerede nu om en indflydelsesrig rådmandspost
Alternativet får debut ved det kommende kommunalvalg, men det holder ikke partiet tilbage fra at ønske sig indflydelse med en rådmandspost i Aarhus.
En ny meningsmåling, som InFact har lavet for Go!FM, viser, at partiet vil få to mandater i byrådet i Aarhus. Disse to mandater overtager de fra Socialdemokraterne, der ser ud til at miste to mandater.
En af Alternativets kandidater, HC Molbech, fortæller, at man i partiet drømmer om at få en af kommunens fem rådmandsposter efter valget.
Læs også
- Vi vil meget gerne have en rådmandspost. Det er noget, vi har talt om i meget lang tid. For vi mener, det er den bedste måde, vi kan komme ind og få noget indflydelse, siger HC Molbech til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge HC Molbech er en rådmandspost væsentlig i forhold til at få indflydelse i byrådet i Aarhus.
- Hvis man ikke har en rådmandspost, så bliver man lukket ude af rigtigt mange af de forhandlinger, der er i magistraten. Så hvis vi skal have noget indflydelse, så bliver vi nødt til at komme med ind der, hvor beslutningerne bliver taget, og hvor der for alvor bliver rykket noget, siger HC Molbech fra Alternativet.
Meningsmåling, Aarhus
Socialdemokratiet ser ud til at miste to mandater. Disse to mandater får Alternativet, der blev stiftet efter kommunalvalget i 2013.
Liberal Alliance ser ud til at gå ét mandat frem, og får derfor to pladser i byrådet.
Det er analyseinstituttet InFact, der har lavet meningsmålingen for Radio go!FM. Der er i alt gennemført 1.014 interviews.
Og der er især én rådmandspost, der står øverst på det grønne partis ønskeseddel.
- Det er helt klart Teknik og Miljø. Der er virkelig meget, der kan ændres inden for det område. Hvis vi skal have gjort Aarhus til en grøn by, så er det helt klart inden for teknik og miljø, hvor vi kan gøre den største forskel, siger HC Molbech.