Alternativet laver hjemløsepolitik med de hjemløse
Et samarbejde mellem hjemløse og politikere bliver nu støttet med 12 millioner kroner fra satspuljerne. Pengene skal bruges til at forbedre unge hjemløses boligsituation – også i Aarhus
Trods mange projekter og store investeringspuljer i hjemløshed, så kommer der fortsat flere og flere hjemløse. Den udvikling skal ifølge folketingsmedlem Torsten Gejl fra Alternativet stoppes.
Derfor har han med input fra hjemløse i blandt andet Aarhus været med til at udvikle en gadepakke, som skal hjælpe unge hjemløse ud af hjemløsheden. Den er netop blevet støttet med 12 millioner kroner fra satspuljerne.
- Vi har spurgt de hjemløse, hvad der er den rigtig måde til at få folk ud af hjemløsheden. Eftersom de er eksperter i deres eget liv, så er de kommet med nogle ideer til en slags landingsbane, hvor hjemløse kan få tag over hovedet, samtidig med at de også kan få hjælp til de ting, som har gjort at de er hjemløse, siger Torsten Gejl, folketingsmedlem fra Alternativet, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ikke nok med en bolig
Gadepakken hedder "Et Alternativ til Gaden", og handler om at tilvejebringe midlertidige boligformer til de hjmeløse.
Det første forslag hedder "Fra Bænk til Bolig", og det er det, som netop er blevet støttet. Pengene skal gå til containerboliger, venligboliger med mere. Boliger, som skal lære de hjemløse at have et hjem.
Læs også
- Jeg tror, at jeg kunne have være hjulpet langt tidligere, hvis der tidligere havde været et satspuljeprojekt eller to som dette, lyder det fra Pino Paank, der har været hjemløs i Aarhus i 11 år, men nu har egen bolig, til TV2 ØSTJYLLAND.
For mange hjemløse er det nemlig ikke nok bare at få stillet en lejlighed til rådighed.
- Ofte har de hjemløse en sårbarhed i deres liv, som har gjort, at de er blevet hjemløse, og den skal de have hjælp til, siger Torsten Gejl.
Og det er mening, at de skal få med satspuljemidlerne.
De hjemløse er glade for at blive hørt
Råbin Bille kom ud af hjemløsheden for tre måneder siden, hvor hun fik lejlighed. Men for hende er det stadig enormt svært at bruge lejligheden, da hun har en del med i bagagen.
Hun er dog glad for, at de hjemløse nu bliver taget med på råd.
- Noget af det første, man mister som hjemløs, er selvrespekten – man bliver pludselig afhængig af, at der er en sød person, som vil købe ens Hus Forbi. Man lærer meget hurtigt, at man ikke er så meget værd. Det giver virkelig meget for vores selvfølelse, når politikerne rækker ud og spørger. Det er helt fantastisk, siger Råbin Bille, tidligere hjemløs fra Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.
Tilfældigt møde
Ideen til at tage de hjemløse med på rådvopstod ved et tilfældigt møde mellem en politiker fra Alternativet og en hjemløs.
- I 2015 mødte vi nogle hjemløse, som spurgte: Hvad er jeres hjemløsepolitik egentlig? Og der havde vi ikke nogen, så vi spurgte, om de ikke havde lyst til at være med til at lave en. De tre seneste år har vi så samarbejdet med de hjemløse rundt i landet for at udvikle Alternativets hjemløsepolitik, siger Torsten Gejl.
Nu håber Torsten Gejl bare at indsatsen kommer til at give pote. For selvom 12 millioner kroner lyder af meget, så er der brug for endnu flere.
- Jeg håber, at vi finder de steder, som virker. De 12 millioner kroner forslår forhåbentlig til nogle gode forsøg. Og hvis vi får noget fornuftigt ud af dem, så vil jeg søge flere midler, så vi kan sprede de virksomme effekter over hele landet, siger Torsten Gejl.