Nyt alternativ til DHL-stafet: Løb blandt løver og næsehorn

Den velbesøgte DHL-stafet har fået et alternativ. Firmaer kan nu snøre løbeskoene og bevæge sig ud blandt de vilde dyr i Ree Park i Ebeltoft

Løberne kommer kommer forbi parkens vilde dyr på turen rundt i parken. Foto: Ree Park Safari

Snart kan firmaer invitere deres medarbejdere til stafet og grillmad blandt savannens vilde dyr. Ree Park i Ebeltoft inviterer nemlig i samarbejde med Aarhus Motion til Safari-Stafet i parken.

- Virksomhederne får et hyggeligt arrangement med deres kollegaer og får også mulighed for at møde andre firmaer. Og så får de selvfølgelig mulighed for at se de vilde dyr på vej rundt i parken, siger Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park.

Deltagerne kan vælge imellem en 5 km stafet eller gåtur, hvoraf de tre af kilometerne er rundt på stier og broer i selve Ree Park. Efter stafetten er der grillbuffet og underholdning.

  Foto: Ree Park

Mulighed for at vinde en rigtig safari

Og deltagerne kan med god samvittighed sætte tænderne i en lun grillpølse. Hvis ikke over at have løbet fem kilometer, så over at deres deltagergebyr går til Ree Parks Karen Blixen Fond, der arbejder med beskyttelsen af truede dyrearter i Kenya.

En af de tilmeldte virksomheder kan endda være så heldige at vinde en safaritur til Kenya for at overrække checken og besøge nogle af de projekter Ree Park støtter op om.

Ideen til firmaløbet er udsprunget af parkens populære familieløb Ree Park Safari Run, hvor ruten også går gennem parken.

Safari-Stafetten finder sted fredag den 4. maj og virksomhederne bestemmer selv, om de vil komme efter arbejde, eller om hele dagen skal tilbringes i parken.

- Det er oppe i tiden, at virksomheder i en eller anden form har motion på dagsordenen. Så hvorfor ikke kombinere det med et sjovt og anderledes firmaarrangement, hvor hele dagen byder på oplevelser?, siger projektleder, Christina Vesterlund Olesen fra Aarhus Motion.

Læs også Cykelhjul løsnes: Forældre vil have overvågning på skole

Ideen til firmaløbet er udsprunget af parkens populære familieløb Ree Park Safari Run, hvor ruten også går gennem parken. Aarhus Motion sender hvert år 85.000 danskere ud at løbe, gå og cykle.

Du kan læse mere om Safari-Stafetten her.