Alle vil have en bid af guldet
49'er-sejlerne Warrer og Kirketerp fra Kaløvig Bådelaug blev lykønsket af kronprinsen, og nu vil borgmesteren også være med.
- Et gigantisk tillykke til jer to. Det er så fortjent, men sikke en gyser.
Sådan lød en glad hilsen til de to sejlere, Jonas Warrer og Martin Kirketerp, fra kronprins Frederik mandag morgen, hvor han fik de to sejlere i røret under et interview med P3 i Beijing.
Og det er ikke kun de royale, som vil lykønske de to sejlere med den ny-erhvervede OL-guldmedalje.
Århus-borgmester Nicolai Wammen havde en travl søndag, hvor han ikke alene nåede at opleve fodboldkampen mellem AGF og Brøndby og den efterfølgende ballade, men også sejladsen, der sikrede en OL-guldmedalje til byen.
- Jonas Warrer og Martin Kirketerp har vist sig som to seje gutter og fantastiske sportsfolk og har dermed også gjort deres hjemby stor ære, siger borgmesteren, som nu vil invitere Warrer og Kirketerp til en officiel modtagelse på rådhuset.
Hvornår en eventuel modtagelse på rådhuset vil finde sted, vides endnu ikke, men der sidder også adskillige andre i Østjylland, som har et kram og et stort tillykke, de gerne vil aflevere personligt.
Fejret med champagne
Blandt dem Tina Rosholm, som er kæreste med Jonas Warrer.
- Det er helt vildt fantastisk det her, og det har været ufatteligt nervepirrende, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og der er ingen tvivl om, at nerverne har siddet uden på tøjet blandt familie og venner i de mange timer, der skulle gå, før OL-medaljerne var helt sikre.
- Vi har lige været samlet for at drikke champagne og fejre drengene. Vi har ikke rigtigt kunne foretage os noget som helst, inden vi vidste om, de kunne beholde guldet, så det er en kæmpe lettelse, siger Peter Krüger Andersen, der er klubkammerat med Jonas Warrer og Martin Kirketerp i Kaløvig Bådelaug.