Alle unge skal spille basketball
Bakken Bears har store visioner for fremtiden
Aarhusianske Bakken Bears mødte i går aftes hollandske ZZ Leiden på hjemmebane
Til at overvære opgøret havde klubben inviteret 200 skoleelever fra Aarhus. For Bakken Bears handler sporten nemlig om mere end bare det, der foregår på banen. Klubben har store ambitioner og visioner om, at gøre sporten til allemandseje.
- Vi vil gerne have alle unge i Aarhus til at spille basket. Der skal mange ting til.. der skal penge, der skal støtte til, der skal frivillig arbejdskraft til. Det skal vi også nok få - for, når der er noget, man brænder for, kan man også få andre til at brænde for det, siger Claus Hommelhoff, bestyrelsesformand i Bakken Bears, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aftenens kamp var en Europa Cup-kamp, men det kan blive større endnu. Bakken Bears arbejder på at få en NBA-kamp til byen i 2017. Drømmen er, at basketball skal blive et tilløbsstykke på lige fod med fodbold.
Blandt de børn og unge, som sad på tilskuerrækkerne, var der også begejstring for det hurtige spil og de mange mål:
- Det er nogle gode mål, de laver, og de er også gode i forsvaret, siger 11-årige Mikkel Juhl Kamp til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bakken Bears endte med at tabe det europæiske opgør med stillingen 79-81.
Se et tv-indslag om kampen og klubbens visioner øverst i artiklen.