Alle havmøller er i drift
Producerer nu strøm fra alle 111 møller
Den sidste af de i alt 111 møller i Anholt Havmøllepark er netop koblet på elnettet og sender sin første kilowatt-time strøm i land til det danske el-net.
Dermed er hele Anholt Havmøllepark sat i drift. Det oplyser DONG Energy.
Den første mølle i parken blev rejst mandag den 3. september 2012 og sendte den første strøm ind på det danske elnet den 21. september 2012 og nu ni måneder efter er alle møller i parken i drift.
Arbejdet med at færdiggøre idriftsættelsesarbejdet vil dog fortsætte hen over sommeren.
- Dette er en utrolig vigtig milepæl for Anholt Havmøllepark. Da vi bød ind på opgaven i 2010 vidste vi at det ville blive en hård opgave at installere de 111 møller i løbet af to vintre og en sommer, men ved god planlægning og effektiv projektstyring er vi kommet i mål indenfor tidsplanen og inden de tidsfrister, der var formuleret i udbudsvilkårene, skriver Flemming Thomsen, projektdirektør i DONG Energy, i en pressemeddelelse.
Parken er med sine 400 MW Danmarks største havmøllepark, og de 111 møller producerer elektricitet svarende til i alt 400.000 danske husstandes forbrug eller 4 pct. af det samlede danske elforbrug.