Alle 9. klasser testes for astma

Horsens Kommune tester alle 9. klasses elever for astma

Foto: Colourbox

En smøg i skolegården kan være alt andet end sejt. Mange unge mennesker udvikler nemlig astma, og det vil Horsens kommune som den første i landet nu komme i forkøbet.

En systematisk undersøgelse af alle 9. klasses elever skal nemlig fange tegn på astma. Det er i hvert fald kommunens håb.

- Sundhedsprofilen for Horsens Kommune viser, at relativt mange unge på erhvervsuddannelserne ryger. Det giver øget risiko for udvikling af astma og senere KOL. Derfor er det så vigtigt at få fat i de unge, som går rundt med tegn på astma, så den ikke når at udvikle sig til en kronisk lidelse, siger Ellen T. Schmidt (S), formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.

Tre minutters test

Testen tager tre minutter og udføres i samarbejde med Dankarms Lungeforenings afdeling i Horsens, der også laver undervisningsmateriale om emnet.

Samtidig skal to sundhedsplejerske uddannes til at udføre undersøgelsen rundt om på skolerne.

I alt 1.000 elever bliver testet. Af dem forventes cirka 10 procent at gå rundt med en ikke-diagnosticeret astma.

Den obligatoriske lungefunktionstest indføres på skolerne fra august 2016 og vil foreløbigt vare i tre år.