Alkoholikere dropper afvænning

Næsten seks ud af ti alkoholikere opgiver program for afvænning i Århus Amt, viser undersøgelse.

Alt for mange alkoholikere falder fra, mens de er i afvænning i Århus Amt. Det viser en ny rapport, oplyser Østjyllands Radio.

Rapporten fortæller, at hele 57 procent af de tilmeldte udebliver i så lang tid, at de bliver betragtet som droppet ud. Det er ikke tilfredsstillende, erkender formanden for amtets psykiatri- og handicapudvalg, Louis Rolander.

- Der er mange, der har gode resultater, når de gennemfører afvænningen, men det er klart, at så stort et frafald er for meget, siger han.

Louis Rolander mener, at der skal gøres mere for at få folk hevet tilbage i programmet, lige når de er faldet fra. En ny undersøgelse skal klarlægge, præcis hvorfor så mange falder fra afvænningen.