Alkohol bandlyst i psykiatrien
Efter et dødsfald nytårsaften forbyder Århus Amt ansatte i psykiatrien at drikke alkohol i arbejdstiden.
Omstændighederne omkring et tragisk dødsfald på det psykiatriske botilbud Katrinebjerg Centret får nu Århus Amt til at skærpe sin alkoholpolitik. Det skriver avisen metroXpress.
Hidtil har de ansatte kunnet få dispensation til at drikke alkohol ved særlige lejligheder som receptioner eller jubilæer, men det er forbudt i fremtiden.
- Vi har tidligere tolket reglerne sådan, at det var i orden at drikke en enkelt genstand ved vores sommerfest sammen med brugerne eller nytårsaften. Men den mulighed fratager vi nu personalet, siger forstanderen for Socialpsykiatrien i Århus, Niels Schwartz, til avisen.
Efter dødsfaldet blev især én bestemt ansat ifølge metroXpress beskyldt for at have drukket i arbejdstiden nytårsaften. Niels Schwartz påpeger derfor, at de nye regler for alkohol ikke er en indrømmelse af, at noget var galt den pågældende aften.