Albertsen stopper i Randers HK
Randers HK's sportsmanager og tidligere træner, Martin Albertsen, er nu fortid i klubben.
28. maj 2009, kl. 11:15
Mere end 30 dage gammel
Randers HK oplyser torsdag formiddag, at sportsmanager og tidligere træner Martin Albertsen er færdig i klubben, hvor han for tre sæsoner siden kom til som afløser for Heine Eriksen der trænede klubbens kvinder.
- Randers HK A/S har med henvisning til klubbens målsætning om økonomisk ansvarlighed måttet justere organisationen. Derfor har Randers HK A/S desværre set sig nødsaget til at opsige samarbejdet med sportsmanager Martin Albertsen, lyder det i en pressemeddelelse.
Frem til jul var Martin Albertsen cheftræner for kvindeholdet, men siden har han fungeret som sportsmanager, mens Jan Leslie tog over som træner.