Aktivister lægger østjysk busselskab for had
Abildskou må finde sig i hærværk og hademails, efter at en af selskabets tidligere busser blev brugt til at køre afviste irakiske væk i.
Busselskabet Abildskou er uforvarende blevet hvirvlet ind i striden om de afviste irakiske asylansøgere i København.
Da politiet rømmede Brorsons Kirke, blev de afviste irakere kørt væk i en bus, der tidligere var ejet af det jyske busselskab.
Sagen er bare den, at bussen ikke længere tilhører Abildskou, og at busselskabet på intet tidspunkt har været i kontakt med politiet.
- Aktivisterne tror fejlagtigt, at vi har kørt for politiet i København. I virkeligheden har vi solgt bussen til et andet firma, som igen har lejet bussen ud til politiet i forbindelse med den store klimakonference, siger direktør Jess Abildskou til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Busfirmaets navn og logo er forsøgt fjernet på den bus, som politiet anvendte ved rydningen af kirken. Men alligevel kunne firmaets navn tydeligt ses på siden af bussen, der ikke er blevet omlakeret, siden den tilhørte Abildskou.
Natten til mandag blev en af Abildskous busser udsat for hærværk, mens den holdt parkeret ved banegården i Silkeborg. Langs bussens ene side har ukendte gerningsmænd udstyret med sprayflasker med store typer skrevet "Fucking nazikollaboratører! I skulle skamme jer! Stop fangetransporten af de afviste irakere!".
Også andre, der sympatiserer med de afviste irakere, har givet deres mening til kende over for det jyske busselskab. Dog på mere fredelig vis.
Abildskou modtager i disse dage stribevis af mails fra folk, der tager afstand fra selskabet.
- Det er jo ikke noget, vi har haft noget med at gøre. Ud over at det desværre er en bus med vores farver, der er blevet brugt, forklarer Jess Abildskou.
Jess Abildskou frygter ikke, at sagen vil skade busselskabet nævneværdigt i form af bad-will. Til gengæld er han bange for, at selskabets busser igen vil blive udsat for hærværk, eller at dets hjemmeside bliver udsat for hackerangreb.
Abildskou har meldt nattens hærværk i Silkeborg til politiet.
Se mere i mandagens nyhedsudsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.