Aktiv dødshjælp: Plejepersonale stilles i et alvorligt dilemma
Aktiv dødshjælp er forbudt i Danmark, og i sager som Jørgen Vesterbys stilles plejepersonalet derfor i nogle voldsomme dilemmaer
-Jeg kan sagtens undvære livet, siger Jørgen Vesterby, der brændende ønsker at få aktiv dødshjælp. Han er også midtpunkt i dokumentaren ”Jørgen vil dø”, der torsdag aften rullede over skærmen på TV2.
Efter en invaliderende hjerneblødning i 2013 bliver Jørgen Vesterby lammet i det meste af kroppen, og han mister efterhånden lysten til at leve som invalid.
Læs også
Ved hjælp af den pensionerede læge Svend Lings får han to piller, der kan tage livet af ham. Dem tager Jørgen Vesterby, men han dør ikke med det samme.
Personalet på det plejehjem, Jørgen Vesterby bor på, kontakter de pårørende. Men de pårørende beder dem om ikke at gribe ind. Han fik ikke den hurtige og nemme død, han havde håbet på. Han lå bevidstløs i to dage, indtil han døde.
Plejepersonalet i dilemma
Når patienterne har så stort et ønske om at dø, så stiller det plejepersonalet i et stort dilemma. De skal både have et godt forhold til borgerne og de pårørende, men samtidig skal de overholde reglerne, hvor det ikke er muligt hverken at få eller yde aktiv dødshjælp.
Læs også
Hos FOA har de mange medlemmer, der arbejder i plejesektoren. Og her kender man om nogen til dilemmaet.
- Det eneste rigtige en medarbejder kan gøre, er at gå til nærmeste leder og forholde sig til situationen og diskutere situationen med nærmeste leder, der så må tage over i forhold til et pågående dilemma som det her, siger Inge Jensen Pedersen, formand for FOA i Aarhus.
Men er det fair at en medarbejder skal risikere at stå i sådan en situation her?
- Men det er jo et vilkår, uanset om det er fair eller ej, så bliver det mere og mere et vilkår, at folk ønsker mere og mere selvstændighed i forhold til hvornår, de vil herfra og ikke vil herfra. Så det er et dilemma, siger Inge Jensen Pedersen.
Læs også
Jette Skive (DF), ældrerådmand i Aarhus Kommune mener ikke, at plejepersonalet skal forholde sig patienternes ønsker.
- Og hvis ikke de kan være i det rum, hvor der er sådan et ønske, så må de gå til deres nærmeste leder og der får læsset af. Det er ikke noget plejepersonalet overhovedet skal tage sig af. De skal have deres ryg fuldstændig fri, siger Jette Skive.
Men personalet kan jo blive ufrivilligt medvirkende til de her dødsfald.
- Vi har jo ikke aktiv dødshjælp i Danmark, så det skal vi ikke koncentrere os om overhovedet, siger Jette Skive til TV2 ØSTJYLLAND.