Aktion mod Grenaabanen
En gruppe beboere i Risskov planlægger en aktion, der skal få politikerne til at øge sikkerheden.
Beboerne langs Grenaabanen i Risskov frygter for sikkerheden på den omstridte jernbanestrækning.
Togene på jernbanen har i flere tilfælde stødt sammen med biler på Grenaavej, fordi bommene har svigtet, men nu vil beboerne gå drastisk til værks for at overbevise politikerne om, at sikkerheden skal forbedres.
Lars Pilegaard, der er bestyrelsesmedlem i Vejlby-Risskov Grundejerforening, siger, at beboerne har forberedt en aktion for at få problemerne løst:
- Vi har forsøgt at være høflige, men det har ikke hjulpet. Nu går vi et skridt videre og forsøger os med civil ulydighed, siger han.
Lars Pilegaard vil ikke afsløre, hvad aktionen går ud på, men sikkert er det dog, at den finder sted søndag den 23. maj klokken 14.