Aktier ramt af svagt regnskab
Jyske Banks regnskab skuffede
Et svagt regnskab sendte onsdag Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg til bunds på aktiemarkedet.
Det østjyske pengeinstitut kom ud af første kvartal med et resultat før skat på 418 millioner kroner mod 561 millioner kroner i samme periode året før.
Regnskabet kunne hurtigt aflæses i aktiekursen. Aktien sluttede 4,5 pct. nede i 295,5 kr.
- Regnskabet skuffer på bundlinjen. Jyskes nedskrivninger blev højere, end vi havde forventet, og banken har ikke markant formået at nedbringe nedskrivningerne i forhold til tidligere perioder. Det springer for mig i øjnene, konstaterer aktieanalytiker Jesper Christensen fra Alm. Brand Markets over for Ritzau Finans.
Jyske Banks nedskrivninger steg marginalt til 289 mio. kr. i første kvartal fra 288 mio. kr. i fjerde kvartal 2013 og fra 242 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Ifølge et estimat, som SME Direkt havde indsamlet for Ritzau Finans, havde analytikerne ventet et fald i nedskrivningerne til 223 mio. kr.
Også netto rente- og gebyrindtægterne skuffede, og bundlinjen på 341 mio. kr. var over en kvart milliard lavere end ventet.