AGF's 'Young Guns': Har sgu ikke lagt mærke til presset
Det er tre ydmyge men også upåvirkede AGF-talenter, der startede på banen i søndagens 2-2-kamp mod Vendsyssel. Det så omtalte pres, der hviler over AGF, har i hvert fald ikke skræmt dem.
Da AGF søndag eftermiddag spillede 2-2 mod Vendsyssel, gav David Nielsen debut til to helt unge spillere i sin bagkæde. En række skader og karantæner gav nemlig plads i startopstillingen til19-årige Daniel Thøgersen på venstre back og 18-årige Sebastian Hausner i midterforsvaret.
- Det var rigtigt fedt. Det var en stor oplevelse. Det er det, man drømmer om, når man træner med dem ude på banen, siger Daniel Thøgersen om sin Superliga-debut.
- Været der for hinanden i årevis
For Daniel Thøgersen og Sebastian Hausner var det ekstra specielt at få debuten i landets bedste fodboldrække i samme kamp. De to har nemlig været holdkammerater i mange år.
- Det er lidt specielt. For nu har vi været der for hinanden lige siden vi var U15-spillere, set hinandens første landskamp, spillet ved siden af hinanden i første U19-kamp og vundet det danske mesterskab sammen (U17-mesterskabet i 2017, red.). Så vi har været igennem det meste sammen, det er også utroligt stort, at man kan dele det med dem, man har arbejdet så hårdt med i så lang tid, lyder det fra Sebastian Hausner.
Et uprøvet forsvar
Det var i det hele taget et ret urutineret forsvar, AGF stillede med i Hjørring. På højreback var det 21-årige nyindkøb Alexander Munksgaard, mens 22-årige Jens Stage agerede den rutinerede styrmand i bagkæden.
Og Stage var en stor hjælp for debutanterne Hausner og Thøgersen.
- Stage er en god spiller at læne sig opad. Han var anfører i kampen mod Vendsyssel, og han er en spiller man kan lære meget af, og en spiller der godt ved, at der skal være lidt mere fokus på de unge. Han ved godt, at hvis vi laver en fejl, så kan det måske sætte sig lidt dybere i os, end det gør ved de ældre spillere. Så han ved godt, at han skal holde lidt ekstra øje med os, siger Daniel Thøgersen.
- Det var noget pis
Sebastian Hausner fik lidt af en mareridtsstart i sin debut. Blot 15 sekunder var spillet, da Vendsyssels Tiémoko Konaté blev spillet helt fri, i en situation hvor Sebastian Hausner blev fanget for langt oppe af banen. Og det kostede et tidligt mål til hjemmeholdet.
- Jeg kunne selvfølgelig godt se i situationen, at det var noget pis. Men jeg har bare altid lært, helt fra jeg var lille, at man skal komme videre, for det kan ikke nytte noget at blive ved med at gokke sig selv oven i hovedet, for så kommer man bare til at hænge på det i længere tid, forklarer Sebastian Hausner og fortsætter.
- Så det handler bare om at tage det som en mand og rejse sig.
I Skipperligaens seneste podcast var AGF's U19-træner, Fatah Abdirahman, på besøg, og her handlede det om arbejdet med at gøre de unge talenter klar til Superligaen. Podcasten kan både høres i iTunes, på Android, Spotify eller lige her i Soundcloud.
- Jeg har sgu ikke rigtigt lagt mærke til presset
Længere fremme på banen startede Kasper Lunding inde for fjerde gang ud af fire mulige i dette forår.
Den 19-årige kantspiller har været et af de helt store lyspunkter i den hvide trøje i 2019. Han er gået imponeret til værks, og har ikke brugt lang tid på at tænke på det store pres, man altid snakker om, hviler over de unge spillere i AGF.
- Jeg har sgu ikke rigtigt lagt mærke til presset. Jeg hørte godt om det (talenternes manglende spilletid, red.) i medierne i efteråret, men det er ikke noget, der decideret går os unge på. Vi forsøger bare at knokle til træning, det er ikke noget, vi går særlig meget op i, siger Kasper Lunding, der nyder nuet og ikke frygter hvis eller når, han rammer en down-periode.
- Jeg ved, jeg er ung. Det gælder om at vinde. Det er en hård branche. Jeg nyder, når jeg spiller, og jeg er bare glad for at spille. Og hvis jeg spiller en halv time mod OB, vil jeg bruge den halve time på at hjælpe holdet.
Med godt en halv time igen af kampen fik endnu et af AGF's egne talenter spilletid, da Benjamin Hvidt blev skiftet ind til sin femte Superliga-kamp.