AGF's protest over Mikanovic-udvisning bliver afvist
Fodboldens Disciplinærinstans afviser AGF's protest over Dino Mikanovic' andet gule kort mod Lyngby
Superligaklubben AGF har fået afvist sin protest omkring forløbet vedrørende Dino Mikanovic' udvisning mod Lyngby, skriver AGF på sin hjemmeside.
- Vi er nødt til at tage kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans til efterretning.
Læs også
- Og da vi ikke har mulighed for at appellere, ønsker vi ikke at bruge mere energi på dommerens kritisable håndtering af hele forløbet, siger sportschef Peter Christiansen.
AGF protesterede
I mandags havde AGF besøg af Lyngby i Superligaen. I pausen blev Mikanovic tildelt sin anden advarsel af kampens dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, da AGF-spilleren skubbede til fire plastikstole.
Det er det andet gule kort, som AGF har protesteret imod.
Klubben ville have spillet anden halvleg af kampen om, men det bliver ikke til noget, efter at Fodboldens Disciplinærinstans har afvist protesten.
Mandagens superligaopgør mellem AGF og Lyngby endte med et aarhusiansk nederlag på 0-2.
'En helt absurd situation'
Efter kampen var den debuterende AGF-cheftræner, David Nielsen, stærkt utilfreds med, at han ikke fik besked om udvisningen, allerede da pausen begyndte.
I stedet måtte han angiveligt vente næsten et kvarter, inden dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen orienterede ham.
- Der er pausen færdig, jeg har snakket med spillerne, og vi er klar. Og så skal vi pludselig forholde os til, at vi har fået en mand smidt ud. Det er en helt absurd situation, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til den, sagde David Nielsen mandag aften til TV 2 ØSTJYLLAND.
AGF skal søndag på besøg hos de danske mestre fra FC København i Parken.