AGF's offensive svensker: Jeg skal bevise mere
Tobias Sana nyder pladsen bag angriberne, men han erkender, at starten i klubben ikke har været helt så god som han gerne ville have haft
Det var et særdeles interessant CV der fulgte med, da AGF i sommerens transfervindue hentede 28-årige Tobias Sana i Malmø FF. Udover et ophold hos den svenske storklub har offensivspilleren med rødder i Burkina Faso også spillet i IFK Göteborg og for de hollandske giganter Ajax.
I AGF er han startet inde i 14 af sæsonens 15 kampe, men fansene har ofte kun i momenter set prøver på det talent, der har ført Tobias Sana til de prominente adresser i ovenstående klubber.
- Jeg er meget selvkritisk. Jeg ved, jeg kan gøre det meget bedre. Pointmæssigt har det ikke været så godt, men i mange af kampene, som vi har vundet, har jeg også været god.
- Jeg plejer at sige, at man ikke er bedre end sin sidste kamp. Og vi tabte den sidste kamp. Jeg er selvkritisk, og det har ikke været virkelig godt. Men jeg ved, hvad jeg kan, og jeg tror stadig på mig selv og på holdet, fortæller Tobias Sana, der ikke prøver at løbe fra ansvaret.
- Men jeg har ingen bortforklaringer, og jeg skyder ikke skylden på nogen. Det er op til mig selv, jeg skal bevise mere, så enkelt er det.
10'eren er drømmerollen
Tobias Sana har spillet alle pladser på AGF's midtbane i denne sæson, men i de seneste kampe har det set ud til, at han har fået sin faste pladspå den offensive midtbane bag angriberen.
Og selvom han mest har begået sig på kanten i sin karriere, så nyder han sin nye plads.
- De sidste 5-6 år har jeg altid spillet venstrekant. Så jeg har fået en ny rolle, men jeg kan spille 10'er. Jeg trives enormt der.
Læs også
- Siden jeg var lille har det været min drømmerolle. 10'eren er en fantastisk rolle at have, fortæller Tobias Sana, der samtidig fortæller at David Nielsens måde at spille på, passer ham rigtig godt.
Tobias Sana, der også har to svenske landskampe i bæltet, har kontrakt med AGF indtil sommeren 2020.