AGF'ere langer ud efter banen i Horsens
AGF-træner Ove Pedersen var langt fra tilfreds med forholdene under søndagens SAS Liga-kamp mod Horsens.
AGF'erne var tilfredse med resultatet 1-1 i søndagens SAS Liga-kamp på udebane mod Horsens, men hjemmeholdets fodboldbane var århusianerne ikke just tilfredse med.
- Det er vel den dårligste bane, vi har spillet på i SAS Ligaen, sagde AGF-angriber Peter Graulund efter kampen.
Målscoreren til 1-1 gjorde opmærksom på, at banen selvfølgelig også måtte være til gene for modstanderne, men både han og AGF-træner Ove Pedersen mente, at huller og knolde i plænen var medvirkende til, at 1-1 opgøret blev mindre seværdigt.
- Fredrik Krabbe ligner jo en vindmølle i flere situationer, inden han blev skiftet ud, med de huller han sparkede i luften. Bolden tog indimellem nogle mærkelige opspring, sagde Ove
Pedersen.