AGF'er udvist under landskamp
AGF-angriberen Morten 'Duncan' Rasmussen blev præsenteret for det røde kort under U21-landsholdets kamp mod England.
En scoring af Charltons Darren Ambrose få sekunder før slutfløjt til 1-0 spolerede tirsdag aften en dansk succesoplevelse i U21-landsholdets testkamp mod England.
Landstræner Flemming Serritslevs mandskab spillede det meste af anden halvleg i undertal efter AGF'eren Morten 'Duncan' Rasmussens udvisning, men danskerne dominerede alligevel store dele af kampen foran godt 4000 tilskuere på SAS Arena i Herning.
- Vi leverede en fremragende indsats, og jeg er bare ærgerlig på holdets vegne over, at vi giver et mål væk til sidst. Men det dækker ikke over, at vi spillede en virkelig god kamp, sagde Flemming Serritslev til TV2 efter 0-1-nederlaget.
Midterforsvareren Leon Andreasen, der indtil for kort tid siden spillede i AGF, var sammen med Silkeborg-backen Jonas Troest og midtbanespilleren Jacob Poulsen blandt de bedste danske indslag. /ritzau/