AGF'er tæt på at snyde Brasilien

Midtbanespilleren Benny Feilhaber var med, da USA overraskende var tæt på at løbe med guldet i Confederations Cup i fodbold.

Benny Feilhaber havde fundet vej til den amerikanske startopstilling og spillede ifølge AGF's officielle hjemmeside, agf.co.dk, en god kamp for amerikanerne.

Feilhaber og resten af USA's landshold har været den helt store positive overraskelse ved årets Confederations Cup, og stik imod alle odds var det lykkedes amerikanerne at spille sig frem til finalen.

I søndagens finale mod Brasilien fortsatte USA med at overraske. Ved pausen var amerikanerne således foran med 2-0 mod Kaka, Felipe Melo og resten af de brasilianske verdensstjerner.

Efter pausen var sydamerikanerne dog i et helt andet gear, og med tre scoringer lykkedes det dem at vinde trofæet efter en sejr på 3-2.

USA faldt dog med ære. Trods nederlaget kan de glæde sig over, at de efter flere årtiers tilløb ser ud til at have nået et niveau, hvor de tilsyneladende kan spille lige op med etablerede fodboldnationer fra Europa og Sydamerika.