AGF'er slipper billigt efter uheld i Hobro

Stephan Petersen frygtede det værste, men slipper med et par ugers pause

Foto: Ole Nielsen

AGF's hurtige kantspiller Stephan Petersen var bekymret for sit knæ, efter at have hørt et knæk og derefter være udgået med en skade i kampen mod Hobro.

Nu viser det sig, at skaden ikke var så slem som først antaget.

- Det var et rigtig godt resultat, som viser, at han er sluppet usædvanlig billigt. Alt det dyre i knæet som menisk, brusk og korsbånd er intakte. Han har en blødning bagtil i knæet - en slags forstuvning i knæet, men det er slet ikke så slemt, siger AGF's læge Jacob Astrup til tv2oj.dk.

- Det kunne have været en pause på ni måneder, men han slipper med et par uger, siger han.

Stephan Petersen: Jeg hørte et knæk

Stephan Petersen har været en af AGF's bedste spillere indtil videre i denne sæson.

I hans fravær er det en som Ahmed Yasin, der må formodes at være i spil til en plads i AGF's startopstilling.