AGF'er risikerer jet-lag før FCK-kamp
Amerikanske Benny Feilhaber skal spille landskamp i Mexico og er først tilbage dagen før braget mod FCK i Parken.
Den 24-årige AGF-profil skal onsdag aften dansk tid spille VM-kvalifikationskamp for USA mod Mexico i Mexico City.
Midtbanespilleren, der har fået en fremragende indledning på den nye sæson, er først tilbage i Danmark fredag, mens FC København lørdag tager imod i Parken.
- Jeg formoder, at min krop vil klare det fint. Jeg har aftalt med AGF, at jeg mødes med holdet fredag, men om jeg starter inde i Parken, må du spørge Erik (Rasmussen, cheftræner, red.) om, siger Feilhaber til Århus Stiftstidende.
AGF topper i øjeblikket SAS Ligaen med ti point efter de første fire kampe. Et nederlag i Parken betyder dog, at FCK overhaler århusianerne.