AGF'er overvejer klubskifte

Forsvarsspilleren Jacob Rasmussen overvejer at forlade kriseramte AGF.

AGF er med hastige skridt på vej mod nedrykning til 1. division, og en af klubbens rutinerede spillere, Jacob Rasmussen, har ikke været brugt i foråret.

Det forventer han heller ikke at blive i næste sæson, og derfor åbner han for muligheden for, at parterne afbryder samarbejdet, der løber frem til sommeren 2007.

- Jeg er selvfølgelig ked af at sige, at jeg vil væk fra AGF. Men som situationen er p.t., har jeg svært ved at se, at jeg passer ind i planerne. Jeg er blevet forbigået så mange gange, at det måske vil være bedst for alle parter, siger Jacob Rasmussen til fodboldmagasinet Forza.

AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, forventer, at samarbejdet løber perioden ud, men afviser ikke, at et brud kan komme på tale.

- Der kan selvfølgelig opstå ting, som jeg ikke vil kommentere her, siger Brian Steen

Nielsen. /ritzau/