AGF vinder østjysk dyst
Vatsadze og Aabech bag AGF-sejr mod ACH
Søndag eftermiddag mødtes AC Horsens og AGF på Casa Arena i Horsens, og det opgør slap aarhusianerne bedst fra.
AGF vandt kampen 1-2 efter scoringer af Mate Vatsadze og Kim Aabech, mens Jeppe Mehl stod for hjemmeholdets mål efter en dramatisk afslutning
AC Horsens og AGF lå inden kampen side om side med hver 14 point, men med sejren ryger AGF på 17 point, og på grund af en bedre målscorer end Lyngby og Vendsyssel FF stryger aarhusianerne op på andenpladsen i NordicBet Ligaen.
Begge mandskaber gav sig fuldt ud i duellerne i kampens begyndelse, hvor der knald på i tacklingerne.
Gæsterne fra Aarhus dominerede spillet på banen og kom frem til flest forsøg på mål.
Første halvleg endte uden scoringer, men anden halvleg var kun seks minutter gammel, da Mate Vatsadze headede gæsterne i front.
Indlægget blev flot serveret fra venstre side af Danny Olsen, og inde i feltet kom georgieren højest mellem to forsvarsspillere og kunne sende bolden i nettet bag målmand Jakob Busk.
Det var Mate Vatsadzes 8. scoring i NordicBet Ligaen i denne sæson, hvor han topper topscorerlisten.
I det 84. minut straffede Kim Aabech en fejl fra hjemmeholdets Martin Retov, og offensivspilleren kunne let sende AGF på 0-2.
Bedst som det lignede, at kampen var afgjort, bragte AC Horsens sig tilbage i kampen i det 88. minut, hvor dommeren dømte straffespark til hjemmeholdet. Sparket fra ellevemeterpletten blev reddet af AGF-målmand Steffen Rasmussen, men Jeppe Mehl var hurtigt over returbolden og reducerede til 1-2.
AC Horsens jagtede udligningen i de sidste minutter, men det ikke lykkedes ikke for Bo Henriksens tropper, som tabte kampen med 1-2.
Du kan se mere fra kampen i indslaget øverst i artiklen.