AGF vinder fairplay-prisen

50.000 kr. til årets mest fair hold i Superligaen

FC Nordsjælland var bedst og vandt DM-guldet i fodbold i den forgangne sæson. Men nordsjællænderne må nøjes med andenpladsen i konkurrencen om at være ligaens mest fair mandskab.

Den pris går til AGF, mens AC Horsens kommer ind på en tredjeplads.

- AGF var det mest fair spillende hold i den netop overståede sæson. En titel der også giver klubben en kontant belønning på 50.000 kroner, skriver DBU i en pressemeddelelse.

Superligaklubberne er i fairplay-konkurrencen blevet vurderet og bedømt efter seks kriterier - herunder gule og røde kort, positivt spil og publikums opførsel.

Ikke ekstra plads i Europa
Det lykkedes ikke Danmark at få en fairplay-koefficient i europæisk regi, hvilket ellers kan udløse en ekstra plads på den europæiske fodboldscene.

Tidligere har danske hold som Esbjerg fB, FC Nordsjælland og Randers FC fået et europæisk eventyr som følge af fairplay-vurderingerne.

AGF modtager prisen og de 50.000 kroner fra DBU i forbindelse med næste sæsons første hjemmekamp.