AGF vil hente forstærkninger

Ledelsen i kriseramte AGF vil hente profiler i vinterpausen. Målet er at vende tilbage til SAS Ligaen.

Fodboldklubben AGF skal på powershopping i vinterpausen. Klubben mangler mindst tre profiler, hvis den fortsat skal kunne tro på en hurtig tilbagevenden til landets ypperste fodboldrække, SAS Ligaen.

Den erkendelse er den sportslige ledelse i AGF kommet frem til efter fem nederlag i 12 kampe i Viasat Sport Divisionen. Senest onsdag aften, hvor Herfølge pryglede århusianerne ud af det sydsjællandske med en blamage på 5-0.

- Hvis vi skal komme nærmere oprykningsstregen, så kræver det nogle forstærkninger, sagde sportschef Brian Steen Nielsen, inden han skulle mødes med bestyrelsen for AGF's professionelle fodboldafdeling.

- Jeg har gjort mine tanker om, hvilke typer og profiler, som vi skal have, og jeg vil være ærlig at sige, at jeg sætter overliggeren rimelig højt. Vi skal ud og foretage en sportslig satsning, og bestyrelsen skal gøre sig klart, at kvalitetsspillere koster penge, sagde den tidligere landsholdsspiller, der må spejde hele seks point frem for at få øje på oprykningsstregen.

- Let bliver det ikke. Vores situation taget i betragtning, så har vi jo ikke de bedste kort på hånden, men det er et stykke arbejde, som jeg må se, om jeg kan løfte, sagde han. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15780">AGF-krisemøde efter ydmygelse (26/10-06)</A><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15761">AGF klædt af i Herfølge (25/10-06)</A><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15755">AGF-træner: - Jeg er ingen succes (25/10-06)</A></STRONG>