AGF varm på Steven Lustü
35-årige Steven Lustü er måske på vej til AGF. Her skal han i givet fald afslutte karrieren.
Fodboldspilleren Steven Lustü er muligvis på vej til AGF. Den tidligere landsholdsspiller giver i hvert fald udtryk for, at det ikke afskrækker ham at spille i den næstbedste danske række.
- Nej, det afskrækker mig slet ikke at spille i 1. division. Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil slutte min karriere af i Danmark, så hvis der kommer et godt tilbud på bordet, så er det ikke utænkeligt, at jeg kunne finde på at skifte allerede nu, siger den 35-årige forsvarsspiller til Århus Stiftstidende.
Steven Lustü har stadig ét år tilbage af kontrakten med norske Lyn, der spiller i Tippeligaen.
Udmeldingen kommer, efter at AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, har talt varmt om, at AGF godt kunne bruge en type som Lustü i forsvaret. /ritzau/