AGF-træner: Vi var paniske
Kunne ikke holde 2-0-føring
Det var et af den slags nederlag, som gør rigtig ondt. Foran 2-0 inde i anden halvleg, og så ender man med at få intet med hjem.
Sådan gik det for AGF søndag, da Peter Sørensens mandskab blev presset helt i bund i kampens sidste 45 minutter og til sidst måtte lide et nederlag på 2-3.
Forklaringen på derouten ligger ifølge Peter Sørensen i, at Brøndby efter kun to minutter af anden halvleg fik det første reducerende mål.
- De får et hurtigt mål. Så bliver det sådan noget med at forsvare sig. De spiller lange bolde op, og vi er paniske i perioder. Det bliver usammenhængenede. Det bliver duel på duel, og det klarer vi ikke godt nok, sagde Peter Sørensen til 3+.
Svært at hamle op med Makienok
AGF-træneren kunne konstatere, at det blev svært for aarhusianerne at hamle op med to-metermanden Simon Makienok.
- Det er det for alle hold. Et er ikke at håndtere det, men noget andet er, at vi ikke får fat i den bold, der falder ned. Vi er for dårlige til at cleare og få fat i bolden, tilføjede Peter Sørensen, som forståeligt nok så meget skuffet ud.
Hans påske startede med et nederlag til FCN på 2-4, og i aften vandt Brøndby altså efter et vildt comeback.
- Det er ikke så meget med påsken at gøre. Jeg kan ikke lide at tabe. Jeg er rigtig træt af det.
Kampens målscorere blev to gange Arthur Sorin, Martin Albrechtsen og Simon Makienok.