AGF-træner: Vi skulle have vundet over Lyngby

AGF-træner David Nielsen mener, at AGF gjorde alt rigtigt i 0-0-kampen mod Lyngby bortset fra at score

Foto: Tariq Mikkel Khan - Ritzau Scanpix

Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Foto: Tariq Mikkel Khan - Ritzau Scanpix

1 af 3

Den tidligere Lyngby-træner David Nielsen var lørdag tilbage på sin gamle hjemmebane, da han som AGF-træner gæstede Lyngby i Alka Superligaen.

Kampen sluttede 0-0, og det ærgrer David Nielsen, da han føler, at AGF havde chancer nok til at vinde kampen.

- Alt taler for, at vi skulle have vundet denne fodboldkamp. Denne kamp var et skridt op, også offensivt.

Vi manglede bare lige den sidste kvalitet, der skal til for at score.

David Nielsen, cheftræner, AGF

- Det kan godt være, at vi ikke fik scoret, men vi var farlige hele tiden. Vi manglede bare lige den sidste kvalitet, der skal til for at score.

- Vi ville gerne have lavet et mål, men deres målmand havde nogle afgørende redninger og var kampens spiller, siger David Nielsen.

Den energiske midtbanespiller Martin Spelmann var ikke tilfreds med det ene point. 

Han føler lige som sin cheftræner, at AGF burde have scoret i kampen og dermed vundet.

- Det er ikke tilfredsstillende. Jeg synes, at vi især i anden halvleg dominerede klart.

- Vi fik en lidt sløv start i første halvleg, hvor vi afgav lidt for meget til dem, men det fik vi rettet til. Anden halvleg dominerede vi fuldstændig, siger Spelmann. 

AGFs Casper Højer Nielsen i aktion mod sin tidligere klub. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

AGF er med lørdagens resultat gået fra banen i årets tre første kampe i Alka Superligaen uden at have lukket mål ind.

David Nielsen mener da også, at holdet arbejdede godt sammen fra start til slut i lørdagens kamp.

- Vi har lukket nul mål ind i de første tre kampe i år. Folk kan se, at vi er en enhed. Vi forsvarer sammen og angriber sammen.

- Vi lykkedes med alt bortset fra at score, siger cheftræneren.

Der spilles i næste uge to runder i Alka Superligaen, og her skal AGF spille mod AC Horsens og FC København.

Lyngby-AGF 0-0

Gult kort: Mayron George, Lyngby (13.), Adama Guira, AGF (61.), Martin Spelmann, AGF (77.)

Tilskuere: 2.314