AGF-træner: Kampprogram er medvirkende til svag sæsonstart

AGF har fået en dårlig sæsonstart. Ifølge cheftræner David Nielsen skyldes det blandt andet et svært program.

AGF-træner David Nielsen mener, at AGF har haft et svært program i de første fem runder. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

AGF har fået en dårlig start på sæsonen i 3F Superligaen, hvor holdet endnu har til gode at vinde en kamp. Status er to point efter fem kampe.

Cheftræner David Nielsen mener, at en del af forklaringen på den resultatmæssige dårlige sæsonstart skal findes i kampprogrammet, hvor AGF både har mødt FC Midtjylland og FC København. Ydermere har AGF spillet på udebane i fire ud af fem kampe.

Læs også AGF skyder med løst krudt i nullert og er fortsat uden sejr

- Vi har haft et brutalt program med udekampe mod de hold, vi gerne vil slå, og mellem de lidt lettere modstandere har vi haft FCM og FCK.

- Når man kommer lidt skævt fra start, kan det være svært at finde ud af, hvilket ben man skal stå på, siger David Nielsen.

AGFs Nicolai Poulsen fik to gule kort og dermed rødt. Midtbanekrigeren må derfor se med fra tribunen, når AGF på hjemmebane mandag møder AC Horsens. Foto: Claus Fisker - Ritzau / Scanpix

Vigtigt med point

Mandag fik AGF ét point i kampen mod Sønderjyske efter at have spillet 0-0 i en chancefattig kamp, hvor AGF's Mustapha Bundu var tættest på at blive matchvinder med et forsøg på stolpen i slutfasen.

Det ene point var vigtigt, da dermed blev sat stopper for en stime på tre AGF-nederlag i træk, pointerer David Nielsen.

AGFs Niklas Backman var tilbage i startopstillingen, efter en hovedskade har holdt den svenske stopper ude i lang tid. Foto: Claus Fisker - Ritzau / Scanpix

- Jeg hæfter mig ved, at vi får sat en jernstang ind i toget med de nederlag, vi har haft før i dag.

- Før kampen kan alle se, at det ikke er så godt, hvis vi bliver ved med at rejse rundt og tabe, så det er stærkt af spillerne at levere så godt, siger cheftræneren.

Læs også Silkeborg-boss giver grønt lys til at bruge Skov-millioner

Juelsgård: Vi har en stærk trup

Selv om AGF har fået stoppet stimen af nederlag, advarer forsvarsspilleren Jesper Juelsgård mod selvtilfredshed.

- Vi er ikke ude af den dårlige sæsonstart endnu. Der venter en masse hårdt arbejde og en masse kampe endnu, siger Juelsgård.

Han mener dog, at der har været nok positive ting i sæsonstarten til, at resultaterne nok skal vende.

- Tager vi pointene væk, så ser jeg positivt på det. Jeg synes, vi har en stærk trup, og at vi har spillet god fodbold det meste af de fem kampe, siger han.