AGF-træner: Intet er afgjort
AGF-træner Morten Wieghorst advarer mod at sige, at AGF allerede er rykket op efter nederlag mod Fredericia
Et forspring på ni point med fire kampe igen er ikke nok til, at AGF-træner Morten Wieghorst vil kalde AGF for et superliga-hold i næste sæson. Og da slet ikke efter 1-0-nederlaget på hjemmebane mod Fredericia. Det siger han til AGF's hjemmeside.
- Alle går og siger, at vi er rykket op, men intet er sikkert, før man er matematisk i land. Det har jeg sagt hele tiden. Når det er sagt - så glæder vi os over, at vi allerede skal spille igen på tirsdag mod HB Køge. Dermed kan vi få dagens kamp ud af systemet, og selv slå tilbage igen ved at vinde på tirsdag, siger Morten Wieghorst til AGF's hjemmeside.
Den tidligere AGF-træner Peter Sørensen var tilbage på sin gamle hjemmebane som træner for Fredericia, og han kunne altså le sidst i duellen. Morten Wieghorst savnede kvalitet hos sine angribere.
- Vi kom frem til nogle afslutninger, men udnyttede dem ikke. Som kampen forløb, så håbede man da på et enkelt point, men det fik vi desværre ikke. Man må lykønske Fredericia, som har gjort det godt efter Peter Sørensen er kommet til, siger han.
Oprykning: Se regnestykket her
Viborg FF er allerede rykket op, og AGF får hurtig mulighed for at tage revanche for nederlaget mod Fredericia. Allerede tirsdag er der igen kamp på NRGi Park. Her er det HB Køge, der kommer på besøg. Kampen begynder 18.30.