AGF-træner: Ikke overraskende
Havde forudset, at OB ville falde i niveau
AGF var langt nede og bagud med 0-2, men med et imponerende comeback fik træner Peter Sørensens mandskab vendt fredagens superligakamp fuldstændig på hovedet, så aarhusianerne kunne rejse hjem med en sejr på 6-3.
Og selvom Peter Sørensen ikke ville sige, om han stadig troede på sejren, da hans hold var bagud med 0-2, kom det ikke som nogen overraskelse for ham, at AGF vandt over OB.
- I det lange løb var vi bedst, og det var ikke voldsomt overraskende for mig, siger Peter Sørensen.
Se: Vildt comeback: AGF vandt 6-3
Selvom OB'erne kom sprudlende ud i den første del af kampen, forventede AGF-træneren, at hjemmeholdet ville gå ned i kadence.
- Jeg var ret sikker på, at som kampen skred frem, ville vi få bedre og bedre styr på dem og det hele. Og sådan gik det også, siger AGF-træneren.
- Jeg synes, der har været en tendens til, at OB og deres bedste spillere har været bedst først.
- Det drejer som om at starte godt, men det er mindst lige så vigtigt at slutte bedst, siger Peter Sørensen.
Han så sit hold være del af en yderst underholdende kamp.
- Det gnistrer, og det bløder. Men sommetider jubler man, og det gjorde man også i dag. Det var en fornøjelse at se, hvordan tingene fungerede så godt, når så mange var med til at skabe en forestilling. Og det var OB i øvrigt også, siger han.
AGF har efter sejren over OB 13 point og ligger på andenpladsen. Aarhusianerne får i næste runde besøg af Viborg FF.