AGF-træner forsvarer Randers efter nederlag

1-3-nederlaget til OB så langt fra godt ud for Randers FC, men Glen Riddersholm bakker sine rivaler op

Glen Riddersholm synes, at Randers FC's nederlag til OB skal ses i lyset af den situation, kronjyderne er i - med mange nederlag, skader og karantæner i bagagen. Foto: Henning Bagger (Scanpix)

01:14

1 af 2

Der er sjældent venlige toner imellem Randers FC og AGF. De to hold har de senere år leveret masser af stikpiller og drillerier til hinanden uden for banen.

Men nu får kronjyderne, der pt. ligger hjælpeløst sidst i Superligaen, opbakning fra en lidt uventet kant. I hvert fald valgte AGF-træner Glen Riddersholm at komme Randers FC til undsætning i tirsdagens udgave af TV2 ØSTJYLLANDs fodboldmagasin, Fodbold med Horup. 

01:14

VIDEO: Glen Riddersholm er ikke meget for at forsvare, Randers FC, men alligevel kom han sin trænerkollega til undsætning i tirsdagens Fodbold med Horup.

Luk video

Da de røde kort skulle uddeles var resten af panelet enige om, at det skulle gå til Randers, men her brød AGF-træneren så ind.

- Nu skal jeg ikke sidde og forsvare Randers, starter Glen Riddersholm.

- Men jeg lå også hjemme på min sofa og så den kamp (1-3-nederlaget til OB, red.), og når man ser på de forudsætninger, Randers har - Marxen der går i stykker, de stiller op med nogle forskellige spillere - så ser jeg et Randers-hold, der er bedst, indtil Jacob Barrett (Laursen, red.) for første gang i fire-fem år rammer den med højrebenet, og den går ind i kassen.

Savner nuancerne i debatten

AGF-træneren mener, at man både skal have Randers FC's skades- og karantæne situation in mente og samtidig tænke på den mentale tilstand et bundhold er i, inden man begynder at sable holdet ned.

- Det er et hold i underskud, og med de rokeringer, så bliver du sårbar over for et godt hjemmehold som OB. Og det er der, jeg savner nuancerne, når vi sidder og debatterer.

- Anden halvleg var da ikke god, men man skal stadigvæk se tingene i en kontekst, hvor det ikke bare bliver så sort og hvidt.

Både AGF og Randers FC skal i aktion på fredag. Klokken 18.00 spiller AGF ude mod Helsingør, mens Randers FC hjemme får besøg af AC Horsens klokken 20.15.

Se hele tirsdagens udgave af Fodbold med Horup herunder: