AGF-træner: Flot at vi rejste os

Vi har spillet tre gode halvlege ud af fire, siger han

Peter Sørensen synes, at AGF kom godt igen i 2. halvleg

AGF-spillerne var ærgelige, men tilfredse med dele af spillet og sæsonstarten trods nederlaget på 1-2 til AaB.
  
AGF fik rettet op på det langsomme - nærmest træge - spil i første halvleg og leverede søndag en tempofyldt og underholdende anden halvleg mod AaB.

Og det lægger cheftræner Peter Sørensen vægt på i sin analyse af 1-2-nederlaget efter kampen.

- Jeg synes, det var rigtigt flot, at spillerne rejste sig og viste moral, siger Peter Sørensen, som ikke var tilfreds med sit mandskab efter de første 45 minutter.

- Vi valgte de forkerte løsninger, og når vi ventede på den rigtige løsning, smed vi ofte bolden væk, siger træneren, der undervejs efterlyste hurtigere omgang med bolden.

- Jeg ville gerne have haft bolden slået lidt tidligere nogle gange, men vi var ikke dygtige nok til at bruge rummet foran vores backs i første halvleg, siger Peter Sørensen.

I pausen fik AGF'erne ændret på tempoet, og set udefra virkede det som to forskellige mandskaber, der spillede første og anden halvleg. Derfor er begyndelsen på sæsonen også godkendt i trænerens bog.

- Jeg synes, vi har spillet tre ud af fire gode halvlege, og vi kunne have fået et point i dag. Og tre ud af fire gode halvlege er mere end godkendt, siger Peter Sørensen.

Særligt anfører Martin Jørgensen varmede bolden i første halvleg, og den tidligere landsholdsspiller mente selv, at hans hold var heldige med ikke at være bagud i begyndelsen af kampen efter flere AaB-chancer.

Men i pausen aftalte AGF at skubbe enten Martin Jørgensen eller den anden midtbanespiller Kasper Povlsen længere frem, ligesom alle spillere var en kende mere aggressive. Og selv om AGF tabte, følte Martin Jørgensen, at hans mandskab er godt nok til Superligaen.

- Vi er gode nok til at spille vores spil, når vi er helt oppe i gear, siger Martin Jørgensen.