AGF-træner efter 0-0: Vi fik revanche
AGF's træner, Glen Riddersholm, mente, at hans hold fik defensiv revanche i søndagens 0-0-kamp mod OB
AGF fik lukket af defensivt i søndagens sene kamp i Alka Superligaen, hvor aarhusianerne i en rodet affære spillede 0-0 hjemme mod OB.
Det hæftede træner Glen Riddersholm sig ved, efter at hans mandskab havde lukket fem mål ind i sine to seneste kampe i landets bedste fodboldrække.
Læs også
- Det var vigtigt for os at holde nullet efter nogle kampe, hvor jeg synes, vi har været for lette at skabe chancer mod, og også score mod. OB er dygtige med bolden, og jeg ville gerne på forhold have solgt kampen for at holde OB nede på én farlig chance, siger træner Glen Riddersholm.
- Selvfølgelig havde jeg håbet på, at vi kunne have taget vare på den store chance, vi havde i første halvleg, for det kunne også have løsnet vores offensiv og have givet mere tro på tingene. Men jeg synes, vi fik rejst os.
- Efter kampen mod Sønderjyske var det jo klart, at vi skulle genfinde den gode organisation, og gennem den skulle det gode fodboldspil komme. Og vi havde også mulighederne og blev vel også snydt for et straffespark, lyder det fra Riddersholm.
AGF møder i næste runde Brøndby hjemme på Ceres Park.