AGF taler med Kim Aabech
Superliga-oprykkerne fra AGF er i dialog med Lyngby-profilen Kim Aabech
AGF er interesseret i Lyngbys offensive stjerne Kim Aabech.
Det bekræfter Lyngby-direktør Birgit Aaby over for sporten.dk.
- Ja, jeg kan bekræfte, at vi har fået en henvendelse fra AGF, der ønskede at tale med Kim Aabech, siger Birgit Aaby til hjemmesiden.
Kim Aabech havde tidligere på året egentlig underskrevet en kontrakt med Randers FC, men den aftale blev efterfølgende revet i stykker. Det kom blandt andet frem, at Randers FC havde kontaktet Aabech mere end seks måneder før, at spillerens kontrakt udløb.
Det er ikke tilladt, og den sag undersøges nu af Dansk Boldspil-Union. Denne gang opstår der ikke problemer med reglerne, siger Birgit Aaby.
- AGF kontaktede os, sådan som man skal, og de fik lov til at tale med Kim Aabech. Mere vil jeg ikke sige, fortæller hun.
Aabech står noteret for 12 mål i denne sæsons Superliga. AGF sikrede sig oprykning til landets bedste række i weekenden.