AGF-talent til Holland

Storklub lokker 16-årig AGF'er

Foto: Trine Niebuhr / AGF.dk

Mens AGF-spillerne på førsteholdet lider det ene nederlag efter det andet, så er der mere succes blandt de unge spillere på Fredensvang.

AGFs U16-landsholdsspiller Mathias Bonde er netop nu i Holland, hvor han skal se nærmere på forholdene i PSV Eindhoven.

Og det er ikke første gang, at den hollandske storklub har snøren ude efter den unge AGF'er.

I 2013 var den unge midtbanespiller til prøvetræning i klubben, og nu er han så på besøg igen.

Og det ser ud til, at besøgene snart kan skiftes ud med en mere permanent aftale. I hvert fald er AGF klar til at lytte til PSV, hvis der kommer et konkret bud.

- PSV er meget interesseret i at tilknytte Mathias, og vi har sagt god for, at han må tage ned og kigge nærmere på forholdene. I modsætning til hvad der står i flere medier, er der ikke en aftale på plads, men såfremt alle parter kan nå til enighed, vil vi ikke stå i vejen for et skifte, siger sportschef Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.

Brian Steen Nielsen er stolt over, at store klubber ude i Europa holder øje med AGFs unge spillere.

- Det vil være en stor mulighed for Mathias, og vi er naturligvis også stolte over, at en klub af PSVs kaliber viser interesse for vores spillere. I det hele taget er der stor opmærksomhed om vores talenter i øjeblikket. Vi får mange henvendelser på prøvetræninger, og hvis det passer ind i vores planer, vil vi også gerne give spillerne denne mulighed for at vise sig frem og blive udfordret i et andet miljø, siger Brian Steen Nielsen.

Mathias Bonde har spillet i AGF i fire år, og sidste år skrev han under på en treårig ungdomskontrakt.