AGF tabte topkamp
Festen udeblev på hjemmebane mod FC København
Festen udeblev i Aarhus, da AGF søndag aften missede chancen for at spille sig helt op i haserne på FC København, der vandt en sikker sejr på 2-0 på mål af Christian Bolanos og Kris Stadsgaard, begge før pausen.
Dermed er københavnerne syv komfortable point foran AGF på fjerdepladsen, og med resultatet stoppede en stærk periode for aarhusianerne, der var ubesejrede i otte superligakampe før søndag aften.
FCK-sejren blev først og fremmest grundlagt i en stærk første halvleg, hvor de ikke tillod AGF at komme til nævneværdige chancer, og hvor især Cesar Santin og Christian Bolanos voldte AGF-problemer.
Et af kampens absolutte nøglemomenter indtraf allerede efter 13 minutters spil, da AGF-keeper Steffen Rasmussen måtte udgå.
Målmanden blev skadet da han gik ud og forhindrede Andreas Cornelius i at nå frem til en stikning, og man kan ikke ligefrem sige, at FCK-angriberen skånede Steffen Rasmussen.
Cornelius bremsede ikke sit løb, og bankede sit højre knæ ind i tindingen på AGF's målmand.
Så ikke specielt godt ud
Rasmussen måtte skiftes ud og erstattes af reservemålmand Emil Ousager. Han startede med et par usikre udspil, og han så ikke specielt godt ud ved FCK's to scoringer, selvom det ville være for hårdt at kalde dem deciderede drop.
Ved 1-0 målet modtog Christian Bolanos bolden midt på banen og ugeneret af AGF-forsvarere, der bakkede, og Casper Sloth, der luntede halvhjertet efter, så skød FCK-kanten 25 meter fra mål. Ikke særlig yderligt men nok til at passere Emil Ousager.
2-0-målet kom i de fire minutters tillægstid til første halvleg, der hovedsaligt skyldtes behandlingen og udskiftningen af Steffen Rasmussen.
Her fik Emil Ousager kun bokset lidt slattent til et indlæg fra venstre, og bolden dumpede ned til Kris Stadsgaard, der first-timede bolden i nettet.
Kom ud med mere tænding
AGF kom ud til anden halvleg med mere tænding, og med en række glimrende afleveringer var Casper Sloth igen yderst velspillende. Men det samme var FCK's forsvar med især en stærk Kris Stadsgaard og en kølig Lars Jacobsen.
Ud over nogle lidt uskarpe afslutninger fra især Osama Akharraz og et godt hovedstød fra Søren Larsen i de døende minutter, så tillod FCK-forsvaret aldrig rigtig at lade AGF komme i nærheden af den reducering, der kunne have bragt spænding tilbage i opgøret.
Næste weekend skal FCK igen spille topkamp, når AaB gæster Parken. AGF spiller på fredag i Horsens.