AGF tabte til Brøndby
Erik Rasmussen har endnu ikke vundet som AGF-træner. Mod Brøndby søndag aften blev det til et 2-0 nederlag.
Sejre er det, der skaber et mesterhold. Og søndag fik de erklærede titelbejlere fra Brøndby efter to mislykkede forsøg den første sejr i foråret i SAS Ligaen, da AGF blev slået med
2-0 på Brøndby Stadion. Alexander Farnerud og Ousman Jallow stod for scoringerne, der sender Brøndby op på andenpladsen med 43 point ligesom FC København - dog med en lidt dårligere målscore end københavnerne.
Et ryk af Morten Duncan Rasmussen blev afgørende for sejren, da angriberen efter 20 minutter gik til baglinjen og sendte bolden ind over til Alexander Farnerud. Hårdt presset af Ulrik
Lindkvist fik svenskeren knoklet bolden over målstregen til 1-0, og Farnerud havde også muligheden for at øge føringen, men hans skruede skud kort før pausen sad lige i armene på Steffen Rasmussen i AGF-målet.
I slutfasen tillod indskiftede Ousman Jallow og Morten Duncan Rasmussen sig at brænde to gigantiske muligheder, inden Jallow i overtiden fik hovedet på et frispark og sikrede sejren med
scoringen til 2-0. Et særdeles svagt AGF-mandskab kunne dog rejse hjem med et - på papiret - hæderligt nederlag.