AGF tabte på sent mål
Fjerde runde af pokalturneringen blev endestationen for AGF, som oven i købet fik endnu en målmand på skadeslisten.
AGF holdt stand indtil to minutter før tid i den svære udekamp mod OB i fjerde runde af pokalturneringen. Men så dukkede hjemmeholdets Johan Absalonsen op og bankede en løs bold ind bag århusianernes debuterende målmand Jesper Rask.
Han var kommet på banen i stedet for en skadet Morten Hyldgaard, som vikarierede for den normale førstemålmand Steffen Rasmussen, som også sidder ude med en skade.
Det var en fibersprængning i låret, som tvang Morten Hyldgaard til at lade sig udskifte. Så udover det bitre nederlag fik AGF altså endnu en skadet målmand med hjem fra Fyn.
Nu ser det altså ud til, at 20-årige Jesper Rask får sin SAS Liga-debut, når FC MIdtjylland kommer på besøg i Århus på søndag.
- Jesper bliver kastet hovedkulds ind og får en fin debut. Vi synes dog, at vi er lidt hårdt ramt i øjeblikket. Vi har to målmænd ude, og også på andre positioner må vi undvære spillere. Derfor kan jeg også kun rose holdet i dag, for vi er ganske godt med gennem hele kampen, siger AGF-træner Ove Pedersen til klubbens hjemmeside.